Tiny House Byggekursus

Lær at bygge dit eget tiny house

Måske du også går rundt og drømmer om at bygge og bo i dit eget tiny hus? Så er det nu du har mulighed for at få teoretisk viden og praktisk erfaring til at komme i gang. Vi bygger i fællesskab det første tiny house, som skal stå på Køge Fælles Jord. Huset bliver bygget af træ, træfiber og ler, og vi afslutter med et grønt tag. 

Hvornår
Workshoppen gennemføres over 10 dage, fra fredag den 6. august kl. 10 til søndag den 15. august kl. 15
Hvor
Workshoppen foregår på Køge Fælles Jord, Egøjevej 114C, 4600 Køge. Køge Fælles Jord (KFJ) ligger på 2,3 ha. jord, 2 km syd for Køge Station og tæt på Køge Strand. KFJ har siden 2014/2015 haft et permakulturelt dyrkningsfællesskab, hvor der er etableret et drivhus, en fælles grøntsagshave, individuelle højbede, en madskov, flerårige grøntsagsbede, en terapihave, en sø, komposttoilet, udekøkken – ja og snart også et tinyhus.
Indhold
Workshoppen er et 10 dages kursus, hvor vi bygger et helt hus fra start til slut. Der er undervisning hver dag, men alt efter hvor hurtigt det går og hvor mange vi er, kan der være plads til en halv fridag eller to.  På de 10 dage vil deltagerne lære om hele processen for bygning af et tiny hus. Der bygges træskelet, vinduer og døre sættes i, vægge isoleres, gulv og loft etableres, bræddebeklædning udføres, og indvendig pudses med ler. Der afsluttes med et grønt tag. Vi forbereder desuden tilslutning af el og vand. Du lærer dog ikke kun om processen for at bygge et hus, men du lærer også at benytte værktøjerne og om brug af bæredygtige byggematerialer. Kurset er primært praktisk, men der vil også være teoretiske dele. Vi vil bl.a. gennemgå, hvorfor det er en god ide at bygge småt, hvilke byggematerialer der er miljø- og klimavenlige, hvordan man gør sit hus selvforsynende, dvs. off grid, hvordan dimensionerne i din konstruktion beregnes og hvordan man styrer økonomien.  På workshoppen vil du møde ligesindede, og du vil kunne opbygge dit tinyhus-netværk. Husk også at – ud over at komme til at svede – kommer vi også til at grine, snakke og hygge.
Forplejning
Der vil under hele kurset blive serveret morgenmad, frokost og aftensmad til alle deltagere. Der serveres vegetarisk mad med et pift af vilde spiselige urter og flerårige grøntsager høstet på Køge Fælles Jord. Maden laves af Maj-Britt Liliequist, som er uddannet i permakultur og arbejder med videreformidling af fremtidens nye fødevarer og ved en hel masse om flerårige grøntsager. Forplejningsgebyret er en del af kursusprisen. Vi forventer, at alle deltagere giver en hånd med ved afrydning af borde, opvask etc. Drikkevarer: Vand, kaffe og te er gratis, andet kan tilkøbes. 
Overnatning
Det er muligt at overnatte i telt på Køge Fælles Jord, hvor der er drikkevand, drivhus, udekøkken, og pavillon. Hvis det virkelig styrter ned, kan man søge ly i drivhuset eller pavillonen.  Der er komposttoiletter på Køge Fælles Jord, og der kan tages bad i private hjem, som ligger tæt på. Man kan naturligvis også sove hjemme, hos venner eller finde et Bed & Breakfast, vandrehjem eller hotel i nærheden. Vallø camping pladsen, som er tæt på, har desuden hytter, som man kan leje (se https://valloecamping.dk/)
Pris
Det koster 7.000 kr. at deltage, inkl. mad og overnatning i eget telt.
Undervisere
Workshoppen ledes af Jonas og Noa fra småByg. (se https://smaabyg.nu/). småBYG er en virksomhed, som faciliterer, rådgiver og underviser i tiny house byggeri med udgangspunkt i bæredygtighed, affaldsfrihed og økonomisk ansvarlighed. 

Jonas har studeret bæredygtig energiteknologi og har i flere år arbejdet fuldtid med grøn omstilling med udgangspunkt i tiny house byggeri. Både som konsulent på grobund og på andre projekter i hele landet. Derudover er han gæsteunderviser på diverse højskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser. Hans fokus er at få folk til selv at tage ansvar for den grønne omstilling, at bevæge sig ud af tilskuerrollen.

Noa er uddannet murer, og har studeret hos KaosPiloterne i Aarhus med fokus på projektledelse og events. Han har tidligere arbejdet sammen med Distortion, Roskilde Festival og Folkemødet på Bornholm med fokus på at bygge kunstinstallationer. Derudover har han sammen med min kone bygget en gammel Cirkus Dannebrog vogn om til et tiny house på hjul. Han er også medarrangør af Grobund Byggefestival, hvis mission er at inspirere folk til at skabe og bygge selv og derigennem at danne fællesskab med andre.
Tilmelding
Tilmelding sker ved at udfylde den elektroniske formular på følgende link: Tilmelding til Tinyhouse workshop samt betale hele kursus gebyret. Når du har indbetalt kursus gebyret, er du sikret en plads på. OBS: Bemærk – det er ikke muligt at medbringe børn, familie eller kæledyr på kurset.
Spørgsmål om kurset
Skriv en e-mail til Tiny Varigheden:  tinyvarigheden@gmail.com